Almindelig Delfin set i Hirtshals
Jeg var ude for at se på trækkende fugle med nogle kollegaer fra Nordsøen Oceanarium lørdag d. 6. oktober, da en kollega pludselig udbrød
“Hval! Hval! Ude ved den grønne bøje til højre!“
Vi rettede straks blikket mod bøjen og fik øje på en delfin der sprang fri af vandet flere gange. “Woow en delfin, den har jeg aldrig set i Danmark før” tænkte jeg.
Vi blev alle hurtigt enige om at det var en Almindelig Delfin (Delphinus delphis) på grund af de farvetegninger som den havde; grå, gullig og hvid. Det var noget af en oplevelse at se en delfin springe fri af vandet, i jagten på fisk.
Almindelig Delfin er en sjælden art i Danmark, men er igennem de seneste år blevet observeret mere og mere.
Arten kan blive op til 2.5 meter lang, med en vægt på mellem 75-135 kg. Almindelig Delfin er en af de hurtigste hvaler og kan svømme op til 40km/t. Arten færdes normalt i flokke fra 20 til flere hundrede individer, men denne så ud til at være alene.
Almindelig Delfin lever normalt i Tropiske, subtropiske og varme havområder og er ret almindelig i det vestlige og centrale Middelhav.
Foto: Wikipedia