Kamæleonreje

Camouflage i form af farveskift kender vi blandt andet fra blæksprutter og nogle arter af fladfisk. Ja selv torsk kan også skifte farve, men nu skal det handle om en reje.

For nogle dage siden fandt Søren Østergaard som studerer Natur- og kulturformidling på UCN i Hjørring, nogle spændende rejer som jeg aldrig havde set før. Den ene var helt grøn og den anden var sådan lidt rødbrun.

Søren havde sin erhvervspraktik på Nordsøen Oceanarium og i den forbindelse var han nede på havnen, for at hente frisk tang til sit Praktikvarium, som han kalder det. Et akvarie som han står for under sin praktik. I akvariet har han nemlig en hyggelig snegl ved navn søhare, som skulle have noget at spise, den skal det ikke handle om, men du kan finde opslaget om arten her på siden.

Det skal nemlig handle om Kamæleonrejen (Hippolyte varians) som kan skifte farve efter de omgivelser den befinder sig i. Søren har nogle kunstige grønne planter i sit akvarie og det har midlertidig gjort at den ene reje nu er ved at skifte farve til grøn i stedet for rødbrun. Arten kan blive omkring 3.2 cm lang, men disse slet ikke så store endnu. Jeg måtte også lige bruge nogle minutter for at finde dem i Sørens akvarie, da jeg skulle tage et billede for de er virkelig gode til at gemme sig. Rejen kan også skifte farve i løbet af natten til en mere transparent blålig farve afhængigt af habitatet den lever i.

Rejen kan som mange andre dyr få parasitter, i dette tilfælde en lille tanglus ved navn Bopyrina ocellata.

Det er imponerende at tænke på alle de arter som kan skifte farve for blandt andet at camouflere sig eller kommunikere med andre arter.

Her til slut vil jeg lige nævne hvor lækkert dette fund er, for arten er nemlig ikke registret på de danske kyster endnu, hvis man kigger på de forskellige databaser, dog er der enkelte fund langt ude i Kattegat.

Kim arbejder til dagligt på Nordeuropas største akvarie - Nordsøen Oceanarium.